Golf IV rekord - Camping og bil

Search
Go to content

Main menu:

Golf IV rekord

Mine Golfer

Min bil er p.t. en Golf IV GTI TDI 150HK 1,9 PD med 320Nm og 350.000 km på tælleren sidst i 2010. Hvis man kører pænt og brændstoføkonomisk i den, går den forholdsvis (set i forhold til antal HK) langt på literen. Den er opgivet til 18,5 km/l. Men der er mange faktorer der spiller ind i forbruget. De fleste faktorer kan man læse om stort set alle steder, men man glemmer helt at nævne (det er så også svært at gøre noget ved her og nu): Lokation - altså der hvor man færdes med bilen, mange gange mellem hjem og arbejdsplads. Det nytter ikke noget at bo i et hul - Vejle er et glimrende eksempel på det, man starter en kold motor og skal opad og ud af byen i lavt gear - slet ikke godt set ud fra et brændstofbesparende synspunkt. En bil magen til min kører nemt 14 km/l ved korte ture i bakket terræn (min brors Golf V TDI 140HK 2,0 er målt til dette over 100.000 km), mens mit snit er p.t. er 19,27 km/l. I sandhedens interesse skal så nævnes, at vi begge har campingvogn - min vejer 1.500+ kg, min brors <1.000 kg.

Sidst i 2010 flyttede jeg fra mit "landsted" til en lille by. Landstedet lå 14 km fra en større by og jeg kørte denne tur med 50-60 km/t, hvilket bragte mit brændstofforbrug for netop denne strækning op i nærheden og over 30 km/l. Jeg var desuden så heldig at bo 10 km fra mit arbejde, og kunne køre på små veje, hvor jeg uden at genere andre  kunne køre 50 km/t - svarende stort set til tomgang i 6. gear. Min brændstofmåler fortalte mig, at jeg - trods koldstart og et par steder hvor jeg måtte ned i gear - lå tæt over 30 km/t, når forholdene var optimale - vejen ikke var fyldt med sne, og vinden svag. Turen bestod af et stort U, så lige meget fra hvilket hjørne vinden kom, så ødelagde den brændstofforbruget.

Samtidig kom efteråret, og det unødvendiggjorde brugen af klimaanlæg, en ganske giftig post på brændstofudgifterne. De brede 225 dæk var blevet skiftet ud med de mere moderate 195 vinterdæk, hvilket i sig selv gav 2 km mere på literen (inkl. kilometertællerfejlvisning) - og jeg så det som en sidste chance for at få kørt flest km på en tankfuld - inden jeg flyttede. Min personlige rekord på 1612 km i min gamle Golf III skulle tangeres - det var mit mål - uden at jeg kørte bare for at køre langt på literen, men at jeg kun kørte når jeg havde ærinder.

Det lykkkedes mig så at køre 1751 km før jeg kørte tør - 500 meter før jeg nåede tankstationen. Men jeg havde reservedelsdunken med for første gang i flere år - så der var ingen skår i glæden. Ifølge målinger med min gps viser mine vinterdæk 1% for lidt på kilometertælleren (ikke at forveksle med speedometeret) - så den faktiske afstand er rent faktisk 1768 km, men lad nu det være :) De følgende tal fra den tankfuld er baseret på 1751 km:

Min MFA (Multi Funktion Anzeige) viste et forbrug på 28,7 km på literen - det faktiske forbrug var 26,77 km/l.
Min MFA fortalte mig, at det havde taget mig 33 timer og 8 minutter at bruge den tankfuld. Den tæller lige så snart der er tænding på bilen.
Min MFA fortalte mig at jeg havde kørt 53 km/t i gennemsnit på den tankfuld.

Til sammenligning kørte jeg 922 km fra Vardeområdet til Ludwigslust i Sydtyskland (igennem Kassel bakker) med 90 km/t med et forbrug på 24,77 km/l, svarende til at jeg kunne have kørt 1644 km, hvis jeg havde kørt tanken færdig. Ved den hastighed kører jeg 1700 omdrejninger i 6. gear. Når jeg ned ad bakke ifølge MFA kører omkring 40 km/l ved jeg at det kan betale sig at sætte bilen i frigear og lade tyngdekraften gøre arbejdet. På det "bedste" sted nåede jeg i frigear op på 137 km/t (gps-visning), før Autobahnen igen fladede ud. Ved lige netop den hastighed går jeg ca. 200 km/l, da mit forbrug er ca. 0,6 liter i timen i tomgang.

Jeg ved fra et par andre målinger, at bilen går 19,5 km/l ved 120 km/t(GPS-hastighed) - begge disse målinger er målt fra Vardeområdet til hhv. München og Berchtesgaden.

Brændstoføkonomi har altid i interesseret mig - omkring 1990 var jeg dobbelt Danmarksmester i økonomikørsel i min Golf II GTD og havde tidligere vundet en lokal konkurrence i Viborg, hvor det gjaldt om at køre længst på literen i en Datsun hos en lokal forhandler - den vandt jeg, til min fars store overraskelse: "Jeg var jo sådan en racerkører.." :)

Mange biler er mere økonomisk end min - ingen tvivl om det. Men ingen gør noget for at bevise det i den daglige kørsel :)

Hvordan kører jeg så min bil for at få den til at køre økonomisk? Kør i så højt gear som muligt så langsomt som muligt - men kør ikke op i hastighed for at få den i  højeste gear for så at skulle ned i hastighed kort tid efter - det betaler sig ikke. Når du skal ned i fart, så brug frigearet. Jeg ved godt at mange siger brug motorbremsen, fordi så bruger motoren ingen brændstof, men jeg har lavet nogle beregninger på netop min bil der viser at dette ikke kan betale sig (skønt forskellen er meget lille i det lange løb). Jeg bruger gps´en til at fortælle mig hvornår jeg skal i frigear. Mit udgangspunkt er som regel 80 km/t - når jeg sætter i frigear, mister jeg 5 km/t for hver 100 meter jeg kører, så når jeg skal ind i en rundkørsel, dreje eller hvad det nu er jeg skal, så sætter jeg i frigear 800 meter - ifølge gps´en - før forhindringen, så er hastigheden nede på ca. 40 km/t - er der behov for yderligere nedsat hastighed, så forsøger jeg at forudse dette og sætte hastigheden ned ved at bremse i tilpas lavt gear frem for at bruge bremserne. Hvornår jeg sætter i frigear er selvfølgelig afhængig af vindmodstand og om vejen er helt vandret. Hvor punktet så bliver, lærer jeg hurtigt at finde ud af ved at forsøge mig frem, når jeg kører samme sted flere gange. På ukendte steder forsøger jeg at bedømme mig frem til det ved hjælp af MFA´ens visning for brændstofforbrug her og nu. Højt forbrug indikerer op ad bakke eller modvind, lavt forbrug det modsatte.

På lange strækninger på tyske motorveje bruger jeg sommetider at give lidt ekstra gas, hvis jeg forudser der kommer en bakke hvor jeg ikke kan holde min hastighed i tomgang - f.eks. ved at gå på 100 km/t eller lidt mere - og bruger så at køre energien af i tomgang til den falder ned på min marchhastighed igen. Reset af min kørecomputer viser at det kan betale sig ...

Jeg er ivrig fortaler for brug af fartpilot. Jeg fik monteret fartpilot i min Golf II GTD i 1987, og har haft det i alle mine biler siden. Det er en uundværlig ting, når man snakker brændstofbesparelse og jeg er sikker på at i mit tilfælde er den med til at holde min hastighed nede, bl.a. fordi jeg ikke lige fristes til at køre stærkere fordi jeg bliver overhalet eller der bliver presset på bagfra.

I de gode gamle dage lavede jeg mine "brændstofrapporter" på papir, men allerede da jeg købte min første computer, en ZX81, begyndte jeg at bruge disse til at holde regnskab med mit forbrug. I dag bruger jeg Excel og et regneark som jeg forsøger at lave således at det er nemt at tilpasse min næste bil og med alle mulige mærkelige statistikker - f.eks. hvor meget har bilen kørt når jeg skal pensioneres, hvor mange km kan den teoretisk køre på en tankfuld, diverse statistikker om forbruget til enhver tid 1 år tilbage i tiden m.m.m.

Der kan i  nogle motorer forekomme koksdannelser m.m., hvis man overdriver økonomikørselen. Jeg kan godt mærke min bliver sløv efter flere tusinde kilometers kørsel med let fod - en tur med campingvognen bringer motoren op på fuld styrke igen eller en rask tur på motorvejen i lavt gear. Når bilen skal synes får den samme behandling for at sikre at målingen i synshallen foregår på det motoren kaster ud og ikke de partikler der har samlet sig i udstødningsrøret p.g.a. dårlig "gennemtræk", som så bliver skudt bagud, når speederen bliver trådt i bund i synshallen. Bilen har klaret et par syn nu uden problemer.

 
Back to content | Back to main menu