Mine køretøjer - Camping og bil

Search
Go to content

Main menu:

Mine køretøjer

Jeg var relativ gammel, da jeg fik min første cykel, men da jeg først havde lært at køre på vores nabos cykel, så gik det stærkt. Jeg fik ny cykel hver andet år indtil jeg var 15, så købte jeg min første knallert for mine avispenge. En Puch VZ 50 med 3 gear. Vintrene må have været hårde dengang, den holdt kun 9 måneder og 17.000 km, så købte jeg mig en Honda CD 50.

Det var en mægtig populær knallert ved politiet. Jeg blev snuppet 10 gange på den - men den var lovlig hver gang. Da jeg fyldte 18, havde den kørt 50.000 km.

Mit første køretøj var en motorcykel - en Honda CB 175. Jeg husker at den løb 90 km/t ved 7.500 omdrejninger. Den blev byttet ud med en 2-cylindret CB 350 og så blev der ellers sparet op til en Honda CB 750. Den kostede 25.000 i 1977, men jeg nåede ikke at køre mere end 10.000 km på den, så var den og min folkevogn boble, som jeg brugte om vinteren, skiftet ud med en Ford Taunus 17M RS. En 2-liters 6-cylindret benzinsluger - og det blev ikke bedre, da jeg hældte en 26M motor i den med den gamle gearing. Det hjalp lidt med et andet bagtøj.

Så kom oliekrisen, Taunussen blev solgt og jeg var transportløs et par år. Så købte jeg en Suzuki GSX 1100. Jeg var blevet træt af den lokale motorcykelklub, som relativt kort efter begyndte at have relationer til Hells Angels, og jeg begyndte at køre sydpå på ferie- og fridage. På en af disse ture strejfede jeg første gang Italien på en af mine ture. Det blev siden til mange flere gange.

Suzukien blev stjålet i Newcastle, UK under en ferie, og jeg købte min første Golf, en I´er diesel. Det blev senere til en II`er GTD, og en III´er TDI, og så min nuværende Golf IV GTI TDI. Jeg må jo have været tilfreds :) Kun de 2 sidste er blevet brugt til at trække campingvogn.

Undervejs har jeg samtidig kørt en del i en Ford Mondeo 1.8 fra 93 samt Ford Puma fra omkring 1998. Ved militæret har jeg stfitet bekendtskab med Magirus 7 tons´er, PMV M113, Landrover, Dodge Powerwagon, Mercedes GD 240, Unimog samt nogle lastbiler,hvis model og mærke jeg har svedt ud.

I stedet for at købe en motorcykel i en relativ høj alder, havde jeg i en periode på næsten 10 år adskillige scootere, rangerende fra Suzuki 50, suzuki 100, Aprilia Leonardo 150 og Aprilia Aleonardo 250. De blev brugt til at køre med aviser på, og jeg havde i den forbindelse adskillige "møder" (encounters er nok det ord en englænder/amerikaner ville bruge) med forbryderne i Esbjergs natteliv, spritbilister, tyveknægte, hærværk m.m.m. og det blev imødegået af en politianmeldelse og "hot persuit" med hvad elementerne ofte troede var en uskyldig EU-knallert. Hvad de ikke kendte til var den direkte telefonforbindelse til Esbjerg politigård. Beretningerne fra disse encounters findes under "lov og uorden".

Fruen i huset kører Peugeot (jeg har lige lært at stave det! :)) 206.

Mine 2 seneste biler. Golf III 110HK 1997 blev skiftet med Golf IV 2001 GTI TDI alene på grund af en prøvekørsel. Skiftet inkluderede klimaanlæg frem for ingen klimaanlæg, 6 fremadgående gear frem for 5, oliefyr frem for intet oliefyr m.m.m. III´eren kunne trække 1200 kg, IV´eren 1500 kg.

Jeg har kørt brændstofregnskab på alle mine køretøjer langt tilbage - også på min ZX Spectrum computer :) De er desværre gået mere eller mindre tabt, men her er opsamling på data fra min nuværende bil, Golf IV GTI TDI med 150HK:


Bilen er bl.a. forsynet med følgende udstyr:

- Oliefyr med programmerbar ur 3 timere op til en uge frem i tiden
- Fartpilot
- 6 fremadgående gear
- US baglygter m/sidemarkeringslys
- Nokia N8 telefonholder
- W8 loftsbelysning
- Blaupunkt 76 Bremen
- Pioneer ts-e 170ci højttalere (2 par)
- Sommerdæk 18x225/40
- Vinterdæk 15x195/60
- Garmin 7500 Navi (gyro-version)
- Armlæn mellem forsæder
- Elektriske ruder
- Elektriske spejle
- Elvarme i bagrude

TechSpec:
Bilen kører 80 km/t i 6. gear 1.500 rpm *5)
Bilen kører 100 km/t i 6. gear 1875 rpm
Bilen kører 130 km/t i 6. gear 2437 rpm
*5)
Topfart (opgivet) 216 km/t
0-100 km/t 8,6 sek.
*7)
Motor opgivet/målt 150 HK 160HK *8)
Drejningsmoment opgivet/målt 320Nm 350Nm *8)
Volumen, motor 1,896 liter
Egenvægt ifølge typegodkendelsen 1300 kg
Totalvægt ifølge typegodkendelsen 1825 kg
Største tilladte anhængervægt 12% stigning :1400 kg
*6) *9)
Største tilladte anhængervægt 8% stigning:   1500 kg *9)
Største tilladte anhængervægt u/bremser:        600 kg
Brændstoftype: Diesel
Opgivet forbrug iflg. Euronorm: 18,5 km/liter
Akselafstand mm 2500
Længde mm 4149-4257
Bredde mm 1735
Type 1J

*5) Omdrejninger aflæst på instrument. Hastighed GPS-aflæst.
     Omdrejningstælleren viser lidt mere end VAGCOM.

*6) Bilen er indregistreret med denne anhængervægt.

*7) Fabriksopgivelse

*8) Bilen er ikke chiptunet eller på anden måde modificeret i motoren. Det er min erfaring at det holder transmissionslinjen ikke til i længden og den er i forvejen svært belastet ved campingvognskørsel. Brændstoføkonomien - så længe man ikke bruger de ekstra heste - er den samme.

*9) Anhængertrækket er monteret hos vores (www.clubgolf.dk) samarbejdspartner i Flensburg (Langballig), det er noget nær halv pris i forhold til danske priser. De klarede også papirarbejdet til de danske myndigheder, så anhængertrækket kunne godkendes uden syn.


Min Golf IV endte desværre sit liv lige uden for min carport. Efter en kort tur på 10 minutter, under bakningen ind i min carport, opdagede jeg røg fra motorrummet. Da jeg åbnede hjelmen, kunne jeg se flammer. Bagefter gik det op for mig at jeg egentlig slet ikke burde kunne se det jeg så, da der normalt er et plastikdæksel der dækker for udsynet længere ned i motorrummet. Jeg kørte bilen ud af carporten - koblingen virkede ikke mere, så jeg kørte den i starteren - og gik ind og ringede til brandvæsenet. De var 10-15 minutter om at komme, lige før de kom sprang de 2 fordæk og forruden med høje brag.

Det var lidt en sorgens dag, og skete selvfølgelig også på et tidspunkt hvor der ikke lige stod anden bil på min tegnebog. Men jeg købte min første Variant, som i VW-sprog er en station car. Den ekstra plads bag i kom ind handy (som man siger), da vi var begyndt at gøre sommerhuse rene i weekenderne og vi skulle jo transportere rengøringsværktøjet rundt bag i bilen. Det blev en Golf V Blue Motion.
Der var et par ting der irriterede mig ved den. Bl.a. rystede den meget ved hastigheder omkring 85 km/t, når jeg kørte med campingvogn. Vi plejede at køre til Italien på ferie, men bestemte os til Hamburg. Men da vi kom i nærheden af Hamburg, kørte vi alligevel videre til Mosel, idet tanken var at Hamburg kunne man altid besøge (det gjorde vi så efterfølgende vinter). Men V´eren var en Blue Motion med kun 5 gear og kun 105HK, og springet til 4. gear var lige vel voldsom når man havde en 1.500 kg campingvogn på slæb. Den blev skiftet efter at have gjort tjeneste i et års tid.

VI´eren viste sig at have nogenlunde samme fejl - om vinteren. Formentlig skyldes fejlen at dækkene ikke er helt runde. Om sommeren kørte VI´eren fint, men om vinteren begyndte rumleriet. Jeg begyndte at se mig omkring efter en VII´er (Golf, selvfølgelig), men de ville have 200.000 i bytte for en bil der havde kørt 160.000 km mindre. Det var lidt for dyrt. Så faldt jeg over ....
... en Golf Variant med papegøjenummerplader. Den skulle jeg kun betale 100.000 kr. i bytte for, og den havde kørt 3.000 km og den var proppet med udstyr. Den blev min! Pris 240.000 kr. plus anhængertræk til 7.000.

Efter et lille års tid ringede jeg til forhandleren for at høre hvad det ville koste i afgift at sætte hvide plader på den. Svaret var 150-200.000 kr. What??? Så ville jeg da gerne vide hvad den kostede fra ny på hvide plader. Sælgeren - som kendte min bil og slog den op på nettet - sagde at med det udstyr der var i den ville den koste i omegnen af 470.000 kr. Sindssygt!

En lille måned senere blev bilafgten ændret fra 180% til 150%. Men prisen var stadig for høj - og egentlig har vi ikke brug for mere end 2 sæder. Hvis jeg for en sjælden gangs skyld har - så har vi lille VW Up!, der kan klare opgaven :)

Bilen har i skrivende stund kørt 35.000 km og har fået en softwareopdatering. Lærlingen der udførte dette, var selv fuldstændig overbevist om at den ikke var omfattet af VW´s skandalesoftware (det er den officielt ikke), men hvis min bil havde været chiptunet, så ville det have været overskrevet. Min erfaring er at det koster lidt ekstra at have bilen chiptunet i reservedele, så det er jeg stoppet med. Den trækker fint uden en sådan.
 
 
 
 
 
Back to content | Back to main menu