Trailer - Camping og bil

Search
Go to content

Main menu:

Trailer

Vi har jo købt hus med brændeovn - og det betyder at der skal slæbes noget træ til. Frem for at satse på en lille trailer, der blev svag i lejerne ret hurtigt, valgte jeg at købe en større - og dem finder man på Ebay. Danmark byder hvad det angår ikke rigtigt på det store udvalg til de rigtige priser, så efter at have budt lidt på ebay besluttede jeg mig for en trailer med presenning, da priserne med og uden var nogenlunde ens.

Med dags varsel begik jeg mig ud på turen til Ludwigsburg, 950 km fra min bopæl i det sydlige Tyskland. Turen var af sammenligningsmæssige årsager med tidligere biler bestemt til at skulle foregå med 90 km/t.

100 km før Hamburg bliver jeg opmærksom på en lille trucker wannebe lastbil, som bevæger sig en smule langsommere end jeg. Jeg lægger an til overhaling ved at klikke fartpolioten op på 93 km/t - hvorefter denne wannebe trucker hæver hastigheden til det samme. Jeg ser i bakspejlet at der er andre der ønsker at bevæge sig hurtigere og lader mig falde tilbage. Efter nogle km med 90 km/t igen bliver han igen nærgående og jeg overhaler hurtigt og sætter hastigheden igen. Det faldt ham åbenbart for brystet, fordi han overhalede meget tæt - i min kørebane - og forsvandt ud af syne, overhalende et par andre lastbiler. Jeg fortsatte med 90 km/t.

Efter 50 km var jeg pludselig kommet foran ham, idet han var blevet fanget bag en flok langsomkørende lastbiler. Igen kom han sejlende og overhalede meget tæt - så tæt at jeg besluttede mig for at følge ham til dørs - han kørte for et Hamburg-firma. Men efter 20 km kørte han ind på en lille rasteplads og jeg tænkte at så var jeg da fri for ham - hvilket jeg også var.

Resten af turen foregik begivenhedsløst. Kassel bakker - når jeg når 40 km/l ned ad bakker, sætter jeg i frigear og bilen enten holder hastigheden eller accellererer ned ad bakken. Et sted nåede jeg 137 km/t i frigear. Det er over 200 km på literen.

Der var lidt sne og slud de sidste par hundrede km, men ikke nok til at vejene blev glatte. Jeg så sneplove både på vej ned og hjem, men i modsatte spor.

I Ludwigslust tankede jeg - 24.75 km på literen blev det til. Godt nok men ikke godt nok godt: Min gamle Golf III TDI gik 27.9 km på literen ved den hastighed.

Nå - jeg fik handlet og traileren koblet på. Derefter gik det hjemad. Den var godt nok træg at trække med den høje presenning - der er meget mere luftmodstand i den end i campingvognen. Campingvognen kører jeg 10 km/l med, jeg kørte 10,6 km på literen med traileren, der i parantes bemærket vejer 1000 kg mindre end campingvognen og er lige så høj, men ikke så bred - og mere kantet i det. Hvor jeg med campingvognen ved kørsel ned ad bakke gik i frigear og kunne fortsætte med samme hastighed, gik vogntoget kraftigt ned i hastighed pga vindmodstanden - som om en bremse var rimelig hårdt trukket. En kontrol afslørede kolde hjul, så det var ikke en bremse der hang.

Jeg overnattede kort før Hamburg i minusgrader - men jeg sov som en sten indtil jeg vågnede og kørte videre. Kl. 14.00 var jeg hjemme igen.

Nu venter så montering af sidemarkeringslys på traileren samt syn. Sidemarkeringslys er ikke nødvendige i Tyskland, men synet skulle være rimelig problemløs: Det er en Brenderup trailer. Mere om det når det er ført ud i livet.

I maj 2013 skulle traileren endelig indregistreres. Der var lidt problemer med at få lys i venstre baglygte og venstre nummerpladelys, men det lykkedes endelig. Der blev også monteret en vægttavle og et par sidemonteringslys foran - danske krav. Så skulle jeg have prøveplader. Men hvor skulle man leje prøveplader? Det var blevet ændret så mange gange de senere år, at internettet ikke gav noget klart svar på det spørgsmål, så jeg ringede til min synshal. Man skulle på SKAT i Esbjerg, det var det nærmeste sted. Heldigvis har jeg kun 20-25 km derind, så jeg begav mig afsted.

Vel ankommet med indregistreringsattest, billedlegimitation og DAN-kort måtte jeg konstatere at SKAT ikke tog imod DAN-kort. Det var der i øvrigt - fik jeg at vide - ingen af de centre, der udlejede prøvenumre der gjorde. Velkommen til det 21. århundrede, SKAT, ikke alene stjæler I penge fra folk (seneste eksempel var da en skatteborger sendte 200.000 kr. afsted til sin advokat til forsvar for et krav fra SKAT - disse penge konfiskerede SKAT) - SKAT stjæler også folks tid. Jeg kørte til en pengemaskine og fik fat i en flad 100 kr. seddel. Pladsen blev bestilt og leveret efter  10-15 minutter. Jeg havde bestilt pladen til at fungere dagen efter. Pladen var et stykke klisterpapir, som man ikke behøvede at indlevere igen. Det var ikke lige som i gamle dage, hvor der lå et motorkontor på hvert gadehjørne...

Dagen efter blev traileren tømt på lossepladsen - af en eller anden grund havde der hobet sig en del skidt op i den og der blev kørt til synshallen. De indkasserede 1190 kr. for syn, indregistrering og "gebyr". Så kan man endelig få lov til at betale den årlige vægtafgift til SKAT. Ikke på grund af SKAT, men på trods af SKAT.


 
Back to content | Back to main menu